Skip to content

Gravide maver og hvad de hører på deres vej

Det er jo heldigvis ikke længere en hemmelighed at vi venter endnu en guldklump og hvis det var, havde vi da noget af en udfordring, for min babybageovn er virkelig blevet fin og rund! Og med det mener jeg ret stor!!

Det var også tilfældet sidst, hvor min tilvækst lige præcis på mavsen (heldigvis!!), absolut var til at få øje på. Jeg er derfor lidt i træning, hvad angår de reaktioner og kommentarer sådan en fin babybule møder på sin vej og det er på nogen måder måske meget godt. For selvom jeg heldigvis har mødt og fortsat møder mange søde ord, har det stadigvæk været lidt en overraskelse og tildels en tilvænning, hvor meget opmærksomhed sådan en gravidmave og dens ejermand kan møde.

En kage for meget

Jeg er i den heldige situation, at min krop centrerer babytilvæksten lige på maven. Jeg har derfor ikke de ekstra kilo siddende mere bredt fordelt, men lige midt på det man kan kalde dunken. Det gør at ingen, altså ingen, er i tvivl om hvad der foregår. Det er ikke bare en portion aftensmad eller en kage for meget, det er bagning af en baby. En stor baby. Det var storebror i hvert fald og lur mig om ikke det scenarie gentager sig!! Jeg føler mig temmelig overbevist, både fordi vi til scanning fik at vide at baby følger vækstkurverne perfekt + måske lidt runde kinder ❤️ Men også fordi mit tøj er udfordret på et, i mine øjne, lidt kritisk tidligt tidspunkt i bageprocessen. I en skøn blanding af det visuelle i at se tilbage på billeder og dermed fakta om hvordan jeg så ud i sidste graviditet, kan jeg jo også konstatere at jeg på nuværende tidspunkt er vokset meget i forhold til sidste gang ❤️

Selvom jeg allerede ved første graviditet havde seriøse udfordringer med at skjule babybulen til efter 12. ugers scanning hvor vi delte nyheden med vores jobs, var det ikke noget der blev nemmere her anden gang. Jeg husker det lidt som om at vi fik to streger på tispinden og et øjeblik efter strammede mine jeans og folk begyndte at spørge om vi havde planer om familieforøgelse.

Hvad store maver også kan bruges til

Nå, men babymaven er jo selvklart med mig hvorend jeg færdes. Dermed også offentligt, hvor jeg også i sidste graviditet mødte fx sjove mænd, som mente at jeg uden problemer kunne have både kaffekoppen og fjernbetjeningen stående på den mave dér! Jeg måtte give dem ret, smile og tænke at de vel kunne præstere noget rimelig tilsvarende, men på en både blev min gravide mave bare en slags “allemandseje”!?

Når søde intentioner bliver lidt akavet

Da vi fornyeligt var på en dejlig familieferie, manden min, guldklumpen og jeg mødte vi da også en virkelig sød kvinde som sagde “Nååå der er nok en julebaby på vej!?”…. Og der må jeg bare sige nej! Det ville være helt skævt, for i følge min beregning er der +100 dage til vi skal møde baby og der er da væsentlig mindre til jul….. I hvert fald den vi skal holde… Så lad os holde en dejlig jul OG komme et godt stykke ind i det nye år, før vores miniguldklump ankommer ❤️

Lige før guldklumpens ankomst ❤️

Men udover de skæve, sjove og til tider en lille smule intimiderende kommentarer omkring min krop som pt bager vores barn, så er jeg nu også mange gange blevet overrasket og glad over, hvor mange søde kommentarer jeg møder.

Så tit får man (i hvert fald ikke jeg) heller ikke komplimenter fra folk jeg ikke kender, men med en babybule solidt placeret i front, får jeg ofte at vide at min mave er SÅ flot og at jeg bærer det virkelig pænt. Og det er da trods alt en fin vinkel også at få med, så det hele ikke kun går op i opbevaring af kaffekopper og fjernbetjeninger (som vi i øvrigt ikke bruger, men never mind, det er ikke lige tidspunktet at åbne snakken om Sonos lydsystemer).

Så selvom jeg, som så mange andre gravide, til tider kan føle mig en smule intimideret over at størrelsen på min mave er et hyppigt samtaleemne, så er jeg mest af alt glad for at min babybageovn fungerer perfekt, at vores miniguldklump har det perfekt og at alle “hold op din mave vokser godt nok” kommentarerne jo dybest set bare bunder i sød interesse. I øvrigt hører jeg ofte mig selv svare “Jah vi laver åbenbart store babyer her i familien” eller “Nahr vi skal liiige ind i det nye år først”. Og med det mener jeg jo så marts, men det ER jo også mere starten af året, end det i hvert fald er slutningen.

Uanset babyhulens størrelse og søde, skøre, sjove og sære kommentarer om denne, så glæder vi os og er meget spændte på at møde lillebror ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *