Skip to content

At være – eller ikke at være- den hjemmegående type

Da vi i starten af året forsøgte at rulle planen om mor og far på jobs og guldklumpen i vuggestue ud, havde jeg mange tanker om hvem vi var og ønskede at være som familie og forældre. Det er nok en naturlig del af det af blive forældre, men på det tidspunkt hvor barslen ophørte og det hele blev “virkelighed”, blev jeg endnu mere ramt af tankerne og følelserne omkring hvordan vores lille familie skulle fungere.

For det havde hele tiden været vigtigt for mig, at vi ikke bare skulle fungere, men fortsat have det godt sammen, så vi ikke om x antal år har drevet det derud hvor vi bliver en del af en grim statistik for ægteskaber. Som børnefamilie omfatter det selvfølgelig også sværere perioder med sygdom, tænder på vej, ulvtetimer og alt det andet familielivet for de fleste byder på, men det generelle billede skulle ikke være hamsterhjulet som ingen af os kunne følge med.

Grønne forældre og digital pladsanvisning

Derfor begyndte jeg også at tænke på om vi overhovedet kunne finde os til rette i et “almindeligt” pasningstilbud, hvilket selvfølgelig også for os handlede om at være gået galt i systemet og ikke have fundet det rette sted for os. Vi havde gjort os mange overvejelser om hvad vi ønskede og håbede, havde besøgt en masse steder og følte at vi var så forberedt man nu kan være, når det er ens første barn og møde med digital pladsanvisning, prioriteringer og ventelister.

På trods af vores bedste intentioner og også et venligt, men jo samtidig ufleksibelt pladsanvisningssystem, blev det omtrent lige præcis sådan som vi ikke havde håbet. Den første dag med indkøring i vuggestue deltog vi begge to i og jeg sagde noget nær ikke et ord, da vi gik hjem derfra efter et par timer.

Min ❤️

Resten af dagen fik vi snakket om vores førstehåndsindtryk og jeg havde en sjælden “jeg gør det ikke” firkantet indstilling til planen om at han efter indkøring skulle gå i vuggestuen.

Da begyndte jeg for alvor at overveje at “være nødt til” at gå hjem og passe ham selv. Jeg havde lige fået nyt job efter barsel, som jeg var startet på mens manden min gik hjemme de sidste uger. Jeg var glad for mit job og i lyset af at jeg vidste alt var godt hjemme med guldklumpen og far, nød jeg at komme ud og være en del af et skønt voksent fællesskab på jobbet. Selvom jeg havde læst noget HD undervejs i barslen, fik jeg i jobbet endelig “brugt mit hoved” på en anden måde og “været voksen” efter en del måneder med baby på 24/7 programmet.

At være – eller ikke være- hjemmegående typen

Da problematikken omkring pasning af guldklumpen virkelig voksede og vi var meget pressede i forhold til at finde en god og holdbar løsning, stødte jeg på udtrykket “ikke at være den hjemmegående type”. Jeg talte med en jævnaldrende mor, som også havde haft tanken om at gå hjemme, men som ikke følte hun var typen til det liv, med legestuebesøg osv som det nok ville kræve for at få luftet både mor og barn.

Lykken er at passe på og opleve et lille menneske på sin vej, endda det lille menneske man selv har skabt ❤️

Jeg studsede lidt over tanken om ikke at være den hjemmegående type, nok især fordi jeg heller ikke opfattede mig selv som denne type. Jeg har altid været ambitiøs og haft lysten til at prøve en masse udfordringer af på jobbet, med fokus på konstant udvikling og nye karrieremål. Så jeg havde følelsen af, at det at blive hjemmegående ville være et seriøst retningsskifte, som jeg på ingen måde havde set komme, hverken før/under graviditeten eller den første del af min barsel.

Jeg har dog stor respekt for, at man som forælder kender sig selv godt nok til at vide, at hjemmepasning ikke vil være en god løsning for hverken en selv, eller dermed ens familie. Omvendt var min tanke at jeg måtte “lære” at være hjemmegående og skabe en god hverdag for vores guldklump og jeg, selvom det (udover min barselstid) var total uvant for mig at skulle have børn som omdrejningspunkt hver dag.

Jeg har aldrig haft specielt meget med hverken små eller større børn at gøre og jeg har aldrig opfattet mine pædagogiske evner som specielt veludviklede. Til gengæld vokser ens kundskaber heldigvis koloenormt når man bliver forælder og i forhold til mit eget barn, følte jeg mig både tryg og kompetent til at tage vare på hans behov og udvikling.

At være – eller at blive

Min pointe med dette indlæg er derfor at i mit tilfælde, var jeg ikke typen der var oplagt kandidat til stillingen som stay at home mom. Ok jeg har da bagt mange boller gennem tiden og jeg sætter pris på et rent hjem, men der er dælme langt derfra og så til at trække stikket fra arbejdsmarkedet og have pasning af guldklumpen som “job”. Tværtimod er jeg blevet den hjemmegående type, ikke i den forstand at jeg har droppet alle ambitioner, personlig hygiejne eller social kontakt med omverdenen, langtfra.

Ok der ér flere dage med sweater og max 5 min. mortid ved spejlet, men vi har det godt ❤️

Men jeg har lært at være i en aktiv, sjov, uforudsigelig og enorm lærerig hverdag med vores guldklump, hvor han er i fokus og hvor vi samtidig holder hjemmefronten kørende og dyrker en masse oplevelser uden for hjemmet. Mit liv er så meget anderledes, men det er godt og enormt meningsfyldt!

At være brugt efter arbejdsdagen

Jeg er ofte virkelig træt om aftenen, mit job som stay at home mom har vist sig på mange måder at være mit mest “krævende” til dato, men uden sammenligning også det mest meningsfyldte. Og så er det egentlig okay at have aftener hvor man føler energikontoen er brugt ekstremt godt op, når det er fordi jeg har hygget, leget og drønet rundt med vores guld og hans imponerende aktivitetsniveau en hel dag. Jeg vil til hver en tid hellere gå omkuld på sofaen om aftenen fordi jeg har brugt alt på vores barn, end de som hver dag er brugt op af fx et umotiverende job der ikke giver mening for dem.

At opleve, nyde og dele de små ting ❤️

Så kære eventuelle potentielle hjemmegående! Jeg tror ikke hjemmegående er noget man nødvendigvis er som type, men noget man kan blive, fordi man føler det kan give mening og fordi man beslutter sig for at gøre det til noget godt.

Der er rigtig gode dage og dage man synes er ok, når de når deres afrunding. Sådan har alle det nok, forældre eller ej. Men alle mine dage er sammen med det vigtigste lille menneske i mit liv og det ville jeg ikke være foruden. Ikke engang når han på mystisk vis har haft held til at dratte noget i toilettet eller har tømt alle skuffer for 117 gang på en time.

At være hjemmegående er for mig noget jeg nyder for en tid, så den begrænsede tid vil jeg nyde og samtidig vide at den ikke kommer igen.

Tak fordi du læste med ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *