Skip to content

Rodfrugtmos

Denne mos smager rigtig dejligt som tilbehør til mange retter, dunser af forskellig slags eller fx fisk. Du kan bruge alverdens rodfrugter så mosen bliver en lækker variant til den klassiske kartoffelmos, som altid har været en favorit hos mig.

De mange rodfrugter i mosen er desuden en god måde at få store og små til at spise grøntsager der normalt ikke glider så nemt ned, især i disse mængder. I denne opskrift spiste vi fx knoldselleri som vi ellers ikke får så ofte, men som gav god smag og ekstra sundhed på menuen 🙂

Antal: 3 personer – Tid:30-40 min.

Ingredienser

  • 5 kartofler
  • 4 gulerødder
  • 1/3 knoldsellerihoved
  • 1/2 dl mælk
  • 1 tsk smør
  • Salt
  • Peber
  • Evt muskatnød
  • Persille til drys

Skræl kartoflerne og skær skrællen af knoldselleri. Gulerødder kan skrælles hvis nødvendigt, eller skylles grundigt.

Alle grøntsager skæres i grove tern og der hældes vand på, så det kun lige akkurat dækker.

Grøntsagerne koger under låg i ca. 20 min til de er møre. Kogetiden varierer efter størrelsen på tern, så stik i dem undervejs.

Når grøntsagerne er møre tages gryden af varmen og omtrent 2/3 af vandet hældes fra. Gem det gerne i første omgang, så kan du supplere med vandet hvis du vil have mosen mere blød.

Rør grøntsagerne med fx en elpisker så det bliver en fin blød mos, tilsæt undervejs lun mælk og smør, som gør mosen mere cremet. Tilsæt evt. mere af kogevandet, mælk eller smør undervejs.

Smag til med salt og peber, samt muskatnød hvis det ønskes. Drys med persille og mosen er klar til servering, velbekomme 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *