Skip to content

Stegte nudler med grønt

Denne ret lavede jeg som tilbehør til aftensmaden, en af de dage hvor der ikke var alverdens tid. Jeg brugte hvad vi lige havde af grøntsager i køleskabet og resultatet var næsten overraskende lækkert!

Som bonus ryger der en masse gode grove grøntsager ned, som de mindste kan hapse som fingermad samtidig med de prøver at få styr på de lange nudler 🙂

Jeg vil derfor dele endnu en simpel MEN virkelig lækker opskrift, som du kan variere lige efter hvad du har og synes allerbedst om. Retten klarer sig dog også virkelig godt i denne helt simple udgave, hvor grøntsagerne virkelig smager lækkert sammen med den salte soyasauce.

Antal: 3-4 personer – Tid: ca. 20 min.

Ingredienser

  • 250 g. nudler, gerne fuldkorn
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 porre
  • 1/4 broccolihoved
  • 2-3 gulerødder
  • 1/3 spidskål eller lign kål
  • Soyasauce

Kog nudlerne som anvist på pakken.

Rens grøntsagerne og snit spidskålen, skær porre i tynde skiver og brug evt. råkostjern til at slice gulerødderne fint tynde. Broccoli deles i små buketter, brug også gerne stokken som skæres i små tern.

Svits alle grønsagerne i olien på fx en wokpande ved middelhøj varme, rør godt rundt så de ikke brænder, men blot bliver møre. Tilsæt hvad der svarer til 5-10 spsk soyasauce, efter smag.

Lad det hele svitse små 10 min. mens nudlerne koger. Tilsæt herefter nudlerne og bland det hele godt sammen.

TIP

Retten kan krydres med alverdens krydderier, prøv evt. chili, karry eller tilsæt friske krydderurter. Grøntsagerne kan ligeledes svitses i rød eller grøn karrypasta som giver en god lidt spicy smag,
Prøv evt. også at servere med peanuts eller andre nødder/kerner på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *