Skip to content

Brombærtærte

Jeg er vild med hjemmebagt kage og jeg er nok ikke den eneste 🙂 Vi er samtidig ret bevidste om at begrænse vores sukkerindtag, så vi kan forkæle os selv med vores yndlings lækkerier, når den så står på hygge og søde sager.

På vores grund har vi en stor vild brombær, en af dem der stikker hidsigt og vokser overalt hvis den kan komme til det. Efter at have set hvor mange kæmpe bær den giver hvert år, har den dog fået lov at beholde sin plads, hvor ingen færdes medmindre man er på rov 🙂

Da vi skulle besøge mine søde svigerforældre i weekenden, tænkte jeg at det var en skøn mulighed for at lave en brombærtærte at tage med, så ikke jeg (og manden min) fik anledning til at være alene med sådan en. Det var virkelig en succes og smagen af de lækre bær og tærtedejen var ret vidunderligt!

Jeg vil derfor dele en super nem og virkelig lækker opskrift på min brombærtærte, som dog også kan laves med andre bær eller frugter. Du slipper for at skulle rulle tærtedej og have den fint lagt i formen, så det tager ikke mange øjeblikke at lave et mesterværk 🙂 En absolut vinder som der snart skal plukkes bær til igen herhjemme!

Tid: 40 min. inkl bagetid

Ingredienser

  • 125 g sukker
  • 1 æg
  • 2 1/2 tsk vaniljesukker
  • 1,5 dl creme fraiche, yoghurt naturel, skyr eller græsk yoghurt
  • 25 g smør
  • 2 tsk bagepulver
  • 230 g mel
  • 250 g brombær
  • Lidt rørsukker

Æg og sukker piskes så det bliver luftigt. Smøret smeltes og tilsættes sammen med vaniljesukker og creme fraiche/yoghurt. Rør det hele godt sammen.

Bagepulver og mel blandes og tilsættes lidt ad gangen. Vendes lidt forsigtigt i dejen fx med en dejskraber, til dejen er ensartet.

Tærtefadet smøres med lidt smør og dejen fordeles jævnt i tærtefadet med en dejskraber eller lign.

Brombærrene skylles og afdryppes, hvorefter de fordeles på tærtedejen og stikkes en smule ned i dejen. Drys til sidst tærten med lidt rørsukker.

Tærten bages ved 175 grader varmluft i ca 25 min. til tærten er gylden og gennembagt. Stik evt. i tærten og tjek at dejen ikke hænger fast.

Serveres med fx creme fraiche, flødeskum eller vaniljecreme.

Velbekomme ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *