Skip to content

Koldhævede boller

Har du lyst til at forkæle familien, eller andre du holder af, med nybagte boller en hyggelig morgenstund? Eller måske som en lækker eftermiddagssnack til kaffen?

Disse boller er super nemme at lave, de smager dejligt og koldhævning gør at du kan lave dejen lige når du har tid og nyde friskbagte boller efterfølgende. De har en sprød skorpe og en dejlig luftig struktur, selvom de er fyldt med sunde kerner og fuldkorn.

Antal: Ca. 14 stk.

Ingredienser

  • 7 dl. vand
  • 15 g. gær
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 dl. kerner eller frø (fx solsikker og græskarkerner)
  • 4 dl. rugmel
  • 4 dl. fuldkorns durummel
  • 9-10 dl. hvedemel

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olien. Kerner/frø iblandes, disse kan evt. hakkes hvis man ikke ønsker hele kerner i.

Rør rugmel og fuldkorns durummel i og tilsæt derefter hvedemel lidt ad gang. Rør gerne dejen i en røremaskine ved lav hastighed i 5-10 min. Dejen må gerne være klistret, da melet vil suge noget af fugten under hævningen.

Tildæk skålen med film så det slutter tæt og sæt i køleskabet natten over, eller min. 5 timer.

Bollerne formes med våde hænder, eller med ske, og sættes på plade. Bollerne behøver ikke pensling, da de vil være fugtige når de sættes på pladen og får en dejlig sprød skorpe.

Bollerne bages ved 200 grader varmluft i ca. 20 min., til de er gyldne på toppen og lyder hult når man banker i bunden.

Velbekomme ❤️

TIP

Bollerne egner sig glimrende til fryseren! Lav gerne en stor portion så I kan nyde dem ved flere morgenstunder, eller måske sammen med uventede gæster.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *