Skip to content

Burgerboller

Eller sandwichboller til en udflugt, grove madpakkeboller med lækkert fyld eller bare godt brød til kaffen en hyggestund. Denne skønne opskrift bruger vi dog især til hjemmelavede burgere, som altid er et hit hos både store og små!

Bollerne er nemme at lave, de kan koldhæves så dejen kan laves først på dagen og bages til spisetid.

Bollerne er også glimrende til fryseren, hvor de holder sig lækre til en nem gang aftensmad, så lav gerne en god stor portion 🙂

Antal: 14 stk.

Ingredienser

  • 20 g. gær ved koldhævning, 40 g. ved alm. hævning
  • 5 dl. lunket vand
  • 0,4 dl. olie, fx raps eller oliven
  • 2 æg
  • 250 g. groft rugmel
  • 1/2 tsk. salt
  • Ca. 600 g. hvedemel
  • Æg eller mælk til pensling
  • Sesamfrø til drys

Opløs gæren i vandet og rør olie og æg i. Tilsæt herefter rugmel og salt som røres med. Rør hvedemel i lidt ad gangen, dejen må gerne være klistret når den sættes til hævning. Ælt dejen godt igennem, gerne på røremaskine.

Ved koldhævning dækkes skålen til med film, så det slutter tæt og hæver i køleskab i ca. 5 timer, men kan også hæve længere. Ved almindelig hævning tildækkes skålen med viskestykke og hæver et lunt sted i 1 time.

Der formes 14 boller, brug evt. lidt hvedemel på bordet og hænderne, så ikke dejen er for klistret at arbejde med. Bollerne lægges på bageplade og trykkes flade så de er ca. 1,5 cm. i højden og ca. 12 cm. i diameter, afhængig af hvor store de ønskes.

Efterhæver i 20-30 min. og trykkes igen flade hvis de er hævet op, ellers bliver de virkelig høje 🙂 Pensles med mælk eller sammenpisket æg og drysses med sesamfrø eller andre frø/kerner efter smag.

Bages ved 175 grader varmluft i 10-12 min. indtil bollerne er gyldne.

Velbekomme!

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *