Skip to content

Hjemmepasning – Kan man aktivere sit (eget) barn?

Når man vælger at hjemmepasse sit barn og dermed fravælger den gængse model med børnene i institution, far og mor på job også ruller hverdagen, kredser spørgsmålene og debatten ofte om emnet “Man kan ikke aktivere /socialisere sit barn derhjemme”. 

Jeg kan af gode grunde ikke redegøre for, hvad folk præcis tænker og mener med dette udsagn, men jeg har da helt ærligt også selv haft tanken. 

For hvordan er det lige jeg får en god hverdag op at køre, med en pt. 1-årig, som er en varierende blanding, af en stor tumling og alligvel et lille barn? 

Den tanke har fyldt mig med en blanding af bekymringer og samtidig en del undren over, hvordan vi er nået dertil, at vi ikke mener vi kan aktivere vores egne børn? 

Selvfølgelig har insitutioner/dagplejere deres måde at få en god hverdag med børnene, en flok af børn vel at mærke. Selvfølgelig er der nogle rytmer og rutiner der fungerer bedst i deres setup, med deres ressourcer og de krav de mødes af. Men det er vel ikke ensbetydende med, at denne model har eneret på at være den sikre vej til at understøtte og udvikle små mennesker, på deres vej gennem barndommen?

Jeg mener faktisk at jeg som forældre, også har en afgørende rolle på denne rejse, som jeg med enorm glæde er en stor del af. Jeg mener at jeg som forældre er en oplagt kandidat, trods min manglende pædagogiske uddannelsesbaggrund, men dog med et veludviklet indre forældrekompas og ikke mindst moderhjerte. 

Min mission er ikke at kopiere den hverdag, min søn kunne have haft hvis han var i pasning uden for hjemmet, men at skabe en tilværelse hvor han oplever livet i sin helhed. For mig at se er den form for dannelse værdifuld og jeg er konstant bevidst om at skabe balancen i hans tilværelse. 

For mig er nøgleordene nærvær, omsorg, tid, ro, fordybelse, oplevelse, fællesskab og udvikling. Det sker herhjemme som en del af dagligdagen med leg, praktiske gøremål mv., på en tur i byen, en handletur, i legestue med andre børn, på legepladsen, biblioteket, på besøg hos familie og venner og i mange andre sammenhænge. Det hele bundet sammen, af alle de kys og kram jeg har mulighed for at give ham på en dag, sammen med god mad og lur når det er tiltrængt. 

Når det så er sagt, er der ingen tvivl om at det at passe sit barn hjemme, selvfølgelig gør at det er essensen i hverdagen. Og ja det kræver til tider en del at aktivere sådan en størrelse og ja jeg er (til tider) ret træt om aftenen. Men for mig at se er det livet og jeg er vild med at jeg får det hele med, sammen med min guldklump, som virker omtrent lige så begejstret som jeg. 

I øvrigt skal han jo ikke hjemmepasses til han er 18 år, men kun i hans spæde start på livet, som vi vel alle ønsker skal være så god som mulig for vores børn. 

Når jeg mødes af skepsis omkring hvorvidt man kan aktivere sit hjemmepassede barn, kan jeg nu heller ikke undlade at tænke at tidligere generationer jo har klaret det før mig. Vi skal ikke mange år tilbage før de fleste er blevet “hjemmepasset” og jeg har ikke indtryk af at det har skabt mindre dannede eller velbegavede mennesker med mod på livet..

Om den “oprindelige” model med en hjemmegående husmor med en hel flok af børn hjemme, frem til skolestart, skaber børn, unge og voksne mennesker med en større grad lykke igennem tilværelsen, skal jeg ikke kunne afgøre. 

Men det bekymrer mig alligvel, at de børn der er et produkt af vores nuværende model, (med rekorden for tidlig institutionsstart, samt antal af timer børnene tilbringer der) har så høj en forekomst af psykisk mistrivsel i form af angst og lign.

Så er der selvfølgelig hele debatten om at i dag får alle en diagnose, i modsætning til tidligere, hvor fokus var væsentlig mindre på dette. Men det er nu alligvel min fornemmelse, at der er sket en udvikling i børn/unges trivsel gennem de senere årtierne, uanset fokus på egentlig diagnosticering og målemetoder.. 

Men til mig selv og andre potentielle tvivlere omkring aktivering af hjemmepasset barn vil jeg sige:

  • At ja, man kan aktivere sit eget barn sundt og varieret, hvis man ønsker at gøre en smule for det.
  • At mit hjemmepassede barn, på daglig basis er uden for hjemmet og møder verden, andre voksne og børn.
  • At hjemmepasning ikke er lig med at han altid er sammen med mig. Han bliver også passet af andre, så manden min og jeg kan tage på date, og så han vænner sig til at det være uden mor er helt ok. 
  • At mit hjemmepassede barn, ofte mødes med andre børn og oplever alt hvad de små mennesker kan give og lære hinanden.

Summa summarum – hvor er det dejligt at vi har snakken om vores børns ve og vel og hvor er det dejligt, at vi alle i bund og grund ønsker at man gør det der føles rigtig i maven hos den enkelte familie. For så kan det vel ikke gå helt galt og uanset hvad, kan vi sige til os selv at vi gjorde hvad der føltes rigtigt, at vi turde gå med det og være i det. Og det håber jeg aldrig kan blive skidt at tænke tilbage på ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *